Så sprang det i øjnene igen- glansbilledet, målet, forestillingen. Idéen om hvad der udgør en særlig form, en særlig konstruktion der kan navngives som noget i alle tider prestigefyldt. En mand. En mor. En chef. En kvinde. Fra mikro til makro gives titler til det billede mennesker ønsker sig at være og leve. Og dygtige kvinder og mænd presser blodtrykket op og selvværdet ned for at udspille alle de funktioner som de mener er knyttet til en særlig titel. En titel der kan synes at afgøre identiteten. Og løber stormløb mod tiden og selvet for at nå en succes, der ikke kan nås. For forestillingen findes ikke. Livet fås ikke i højglans og flødeskum. En del af succesen er ikke at formå. En del af helheden må nødvendigvis have revner for at helheden kan kaldes hel...
Og jagten, den allestedsnærværende, på det rigtige (madjobopdragelseparforholdåndelighedsexualliv) tager fokus fra det nærværende, og tilbage står mennesket i DK 2009 og søger tilflugt i terapi og grænseudvidning. Hvor man på en dårlig dag kan lægge sin ulykke i blød hos en ligeså ulykkelig selvudviklingsudbyder, som kan salve sit flaksende ego ved at tørre det af på en anden. En slags gensidig polering...Altimens også den selvudviklingspraksis bliver en præstation. Og endnu et flueben at sætte på listen over things to do for at fortjene en plads i sit eget liv.
Sikke en travl, travl verden...


Thilde