mennesker og bæster

bliver sgu så forstemt over den måde stemmer i samfundet farer frem for at håndtere individers ugerninger...
Hvis vi antager at det enkelte mennesker rummer spændet fra dyb ondskab, hævngerrighed til grænseløs kærlighed og medfølelse, så må de ugerninger der udspiller sig i alle tider og alle former komme fra det laveste sted i det enkelte menneske.
Men samfundet, vores fælles ramme, vores fælles forståelse må aldrig handle fra samme vibration. Når presse, politik, lovgivning og lader sig drive af angst og hævntørst smitter det alle mennesker i samfundet og nærer de mindst vitaminrige punkter. Og genererer trangen i den enkelte til at udråbe andre mennesker som umennesker.
Vores fælles stemme og samlingspunkt må være menneskelighedens stemme, som aldrig vil devaluere et menneske til et bæst. For hvor går kanten? Hvad skal et menneske præstere af uhensigtsmæssigheder for at rangere som et udyr som ikke fortjener velvilje fra nogen?
Hvad sker der med et menneske når han vedtager at et andet menneske ikke er et menneske, og derfor kan bydes vold, krænkelse, eksklusion? Han mister sin egen menneskelighed. Han mister sin egen sans for at et menneske er et menneske er et menneske. I den sanseløshed kan alt lade sig gøre, og på begge sider af loven kan stor og lille, synlig og usynlig vold udspille sig. Og vi kan varme os ved vores egen angst og retfærdige harme, mens vi driver vores liv som magtesløse nedad.
Dét fælles, vi i vores forstad til verden kalder samfundet, må samles og drives af summen af det smukkeste, mest håbefulde i mennesker. Det fælles må mane til menneskelighed, åbne pander og ranke rygge. Må indgyde håb i os.

Og så er der lektier for til os allesammen for at bidrage med det bedste vi er til det fælles drev.

Thilde