Hvad definerer et menneske- ethvert menneske? I kernen af troen på menneskeheden og medmenneskeligheden ligger dybt forankret min tro på det enkelte menneskes dybe viden om hvad der er godt og sandt og rigtigt. Det er en viden alle mennesker har. Det er den viden der definerer et menneske. En viden der spænder fra dyb sorg over ensomhed, meningsløshed til fuldendt glæde og lykke, og alle disse tilstande eller følelser vil i deres opståen være hele. Helheder der driver igennem et sind eller et hjerte. Disse helheder er almenmenneskellige, skærer sig gennem tider, perspektiver og kulturpåvirkninger. Måske udløses tilstandene af noget forskelligt fra tid til tid, menneske til menneskene, men helhederne i deres væsen må være de samme. Det er i denne forståelse af noget universelt, evindeligt og menneskeligt at vi kan definere os som en verden, en race. Nogle vil måske kalde disse helheder for Gud. Jeg slår mig til tåls med Sandhed.
I den anden side står det normative - påvirkninger, forestillinger og idéer, tænkte former, regler afhængig af tidsstrømninger og kulturpåvirkninger som vi i større eller mindre grad lader trænge ind og stoler på. Måske endda uden at lægge mærke til det. Alt dette kunne ses som et panser. Et værn mod sandheden. Et værn mod at føle de dybe, hele følelser. Følelser som ikke er målt og afhængige af normer, men som i deres rene form er følelser fra urhavet, fra det dybeste, fineste sted i ethvert menneske. Fra det sted hvor et menneske ikke bare er et menneske men hele menneskeheden. Forbundet.
Og i spændet mellem de to poler, mellem den dybe viden og den foranderlige norm bliver lidelse og smerte kronisk og højaktuel. Optagetheden af normen bliver en smerte, men en skinsmerte, en vedvarende livsforstyrrende og glædesløs smerte ( for smerte er ikke nødvendigvis uden glæde hvis den anerkendes for sin renhed og eksistens som en del af sandheden). Eksempel- jeg blev skilt. I sig selv en sønderrivende sorg, et tab i hundrede lag. Hvis jeg ikke ville føle den smerte kunne jeg i stedet hænge den op på normer (reelle eller ej) som "ordentlige mennesker bliver ikke skilt", " børn kan ikke leve balanceret i en delt familie", "jeg er en dårlig mor", "aleneforælder er ikke en familie", og på den vis forsøge at uddelegere smerten til forestillinger udenfor mig selv, uden for sandheden, som er at smerte er smertefuld og indefrakommende. Fornægtes den breder den sig ud, søger fjender og tapper mig selv for energi og -kærlighed.
Vi er skabt af muld og vind, hav og kærlighed. Alt det andet er bare form og fernis.
Thilde i tø
Ingen kommentarer:
Send en kommentar