Der er noget der skurrer når jeg ser dansk politik eksponeret. Noget fundamentalt fejlslået og nedbrydende.

For mig at se er der noget forældet over hele forståelsen af det politiske felt som en kamp-arena, hvor man liner fløj og farve op for dernæst fokuseret at søge forskelle og uenigheder. I min optik vi der være langt mere national næring i at søge efter visioner, løsninger, håb og åbenhed. Jeg mangler et debatfelt, hvor der udveksles, udvikles og udvides. Tænk hvis man kunne bruge den politiske debat som en tværpolitisk tænketank, som ikke under nogen omstændigheder tolererer endsige søger personlige udfald og smålig retorik. Men som kan søge at afdække og udvikle muligheder for vores land.

I ledelsessammenhæng siger man at alting siver fra toppen og nedefter. Ser man Christiansborg og magtfeltet dér som ledelses-toppen, vil fjendtlig debat og fejlsøgende kommunikation naturligvis sive nedad, ud i befolkningen, ud i en politisk kommunikationsform som tegner had og fjendebilleder skarpt op, i en harsk og umoden debat, som i bedste fald ikke viser nogle resultater overhovedet.

Så længe formen er som den tegner sig i de medier de fleste af os navigerer imellem, vil politik fremstå uigennemtrængeligt og minimalt påvirkeligt.

Jeg ønsker mig en alternativ debatform i Danmarks politiske landskab. En civiliseret én. Båret af rationale og visioner. En smule optimisme og så lidt helt almindelig old school respekt.

Thilde

-i samfundets tjeneste

En trossag

Forsøger at begribe begrebet menneske. At begribe et my af sandheder, helheder og lidelse.

Hvad definerer et menneske- ethvert menneske? I kernen af troen på menneskeheden og medmenneskeligheden ligger dybt forankret min tro på det enkelte menneskes dybe viden om hvad der er godt og sandt og rigtigt. Det er en viden alle mennesker har. Det er den viden der definerer et menneske. En viden der spænder fra dyb sorg over ensomhed, meningsløshed til fuldendt glæde og lykke, og alle disse tilstande eller følelser vil i deres opståen være hele. Helheder der driver igennem et sind eller et hjerte. Disse helheder er almenmenneskellige, skærer sig gennem tider, perspektiver og kulturpåvirkninger. Måske udløses tilstandene af noget forskelligt fra tid til tid, menneske til menneskene, men helhederne i deres væsen må være de samme. Det er i denne forståelse af noget universelt, evindeligt og menneskeligt at vi kan definere os som en verden, en race. Nogle vil måske kalde disse helheder for Gud. Jeg slår mig til tåls med Sandhed.

I den anden side står det normative - påvirkninger, forestillinger og idéer, tænkte former, regler afhængig af tidsstrømninger og kulturpåvirkninger som vi i større eller mindre grad lader trænge ind og stoler på. Måske endda uden at lægge mærke til det. Alt dette kunne ses som et panser. Et værn mod sandheden. Et værn mod at føle de dybe, hele følelser. Følelser som ikke er målt og afhængige af normer, men som i deres rene form er følelser fra urhavet, fra det dybeste, fineste sted i ethvert menneske. Fra det sted hvor et menneske ikke bare er et menneske men hele menneskeheden. Forbundet.

Og i spændet mellem de to poler, mellem den dybe viden og den foranderlige norm bliver lidelse og smerte kronisk og højaktuel. Optagetheden af normen bliver en smerte, men en skinsmerte, en vedvarende livsforstyrrende og glædesløs smerte ( for smerte er ikke nødvendigvis uden glæde hvis den anerkendes for sin renhed og eksistens som en del af sandheden). Eksempel- jeg blev skilt. I sig selv en sønderrivende sorg, et tab i hundrede lag. Hvis jeg ikke ville føle den smerte kunne jeg i stedet hænge den op på normer (reelle eller ej) som "ordentlige mennesker bliver ikke skilt", " børn kan ikke leve balanceret i en delt familie", "jeg er en dårlig mor", "aleneforælder er ikke en familie", og på den vis forsøge at uddelegere smerten til forestillinger udenfor mig selv, uden for sandheden, som er at smerte er smertefuld og indefrakommende. Fornægtes den breder den sig ud, søger fjender og tapper mig selv for energi og -kærlighed.

Vi er skabt af muld og vind, hav og kærlighed. Alt det andet er bare form og fernis.

Thilde i tø

Lyden af sne på Værnedamsvej

Jeg tænker på Værnedamsvej hvor snefnug eksploderer på regnvåde stier.
De urolige nætter summer stadig i tindingen og stabler godhed.
Jeg vækkes i afstanden mellem Alt og Intet.
Drømmer mig hjem i kærlighedens navn.

Hvor sammensmeltning af liv og jord sker i et størrelsesforhold vi ikke begriber. Naturen overhaler altid indenom i alle perspektiver. For tanker baskes væk af naturens kræfter i Kærlighedens navn.

Konstruktioner af liv forfalder, i uvished til intet, til tomhed og har intet med sig selv at gøre. Det er efterhånden livsentreprenørerne som er den største og sværeste forudsætning for dette samtidsbillede. Der bliver spekuleret for meget rundt omkring. Vi kommer alle af det samme hvorfor en simpel lignings facit må være; vores fælles ønske er ensartet.

Vi vil bare kærlighed det er den eneste sandhed for mig.

Lad kontrakterne med livsentreprisen smuldre. Red de potente rester og lev i Kærlighedens navne. For Kærligheden vil opleves intenst, nært, ren og ægte i forholdet til andre mennesker hvor du er fri. Fri af forventninger, planer, reglementer, definitioner, konstruktioner, dogmer.

Snefnug har lagt sig stille til rette på Værnedamsvej.

Kamilla

Forandringer

I disse altoverskyggende klimaforandringstider.
I løbet af ugen har jeg passeret kunstværker på gader og stræder i indre København. Kunstværker der vækker lige netop det som er udgangspunktet tankerne. Jeg frydes over de mange stemmer værkerne har og allermest over dem som taler til legen og øjet. Jeg vil langt hellere slå på tromme for mere kunst på torve og pladser. Her vækkes så meget glæde til folket.

Der er så mange paradokser i dette klima ramasjang og alt omkring dette. Pardokser som selv småbørn kan ræssonere sig frem til. Men mest af alt strander jeg på tanken om forandring. Forandring som et vilkår i livet og samtidig som en opgjort prydshandling til dette energi- og overskuds-levned. Der ændres job, branche, civilstatus, boliglån, teleselskab, hårde hvide varer, tilbygninger, hårfarve, kroppe, ect. ect. Mit spørgsmål er bare om Danmark.Dk prioriterer fornuftigt?
For mig at se er forandringer knyttet til frygt. De eksistensvilkårlige forandringer vækker angsten for noget som slutter. Årstiderne repræsenterer ikke mere det vi har en forventning om; påskeliljer i januar og ikke i april, sne i december men ikke i slutningen af april, bare tæer og solskoldning i juli men ikke i april. Vi ønsker tilsyneladende at holde stram justits med forandringer i vores liv hvem ved måske for at forsøge os med at styre angsten, styre hvornår noget slutter. Det ligger uden for vores evner at styre hvornår det mest essentielle starter og slutter. Livet og Kærligheden. Vi har bare at glæde os over grundvilkåret og handle udfra dette som start præmis.
Angsten og frygten er denne tids utilpassede dreng/pige i klassen. Skulle man se sådan på to af tonerne i følelsesregisteret forstår jeg det som sundhedsskadeligt at overfladebehandle sig selv med ligegyldige forandringsprocesser. Samtidig er angsten er blevet vor tids fornemmeste pengemaskine. Sådan ser det ud set med mine øjne.

Brug den sunde fornuft, det er derfor vi har fået den. Det er derfor vi har begrebet. Ingen kan komme uden om forandringsprocesser. Tilgengæld bør udgangspunktet være glæde. Se angsten/frygten i øjnene bær den, oplev den og lad den passerer lige som resten af følelsespaletten har krav på og gør. Vi kan ikke forandre grundpræmissen når noget slutter starter noget nyt. Lad os ikke handle i frygt men i glæde.

Kamilla

mennesker og bæster

bliver sgu så forstemt over den måde stemmer i samfundet farer frem for at håndtere individers ugerninger...
Hvis vi antager at det enkelte mennesker rummer spændet fra dyb ondskab, hævngerrighed til grænseløs kærlighed og medfølelse, så må de ugerninger der udspiller sig i alle tider og alle former komme fra det laveste sted i det enkelte menneske.
Men samfundet, vores fælles ramme, vores fælles forståelse må aldrig handle fra samme vibration. Når presse, politik, lovgivning og lader sig drive af angst og hævntørst smitter det alle mennesker i samfundet og nærer de mindst vitaminrige punkter. Og genererer trangen i den enkelte til at udråbe andre mennesker som umennesker.
Vores fælles stemme og samlingspunkt må være menneskelighedens stemme, som aldrig vil devaluere et menneske til et bæst. For hvor går kanten? Hvad skal et menneske præstere af uhensigtsmæssigheder for at rangere som et udyr som ikke fortjener velvilje fra nogen?
Hvad sker der med et menneske når han vedtager at et andet menneske ikke er et menneske, og derfor kan bydes vold, krænkelse, eksklusion? Han mister sin egen menneskelighed. Han mister sin egen sans for at et menneske er et menneske er et menneske. I den sanseløshed kan alt lade sig gøre, og på begge sider af loven kan stor og lille, synlig og usynlig vold udspille sig. Og vi kan varme os ved vores egen angst og retfærdige harme, mens vi driver vores liv som magtesløse nedad.
Dét fælles, vi i vores forstad til verden kalder samfundet, må samles og drives af summen af det smukkeste, mest håbefulde i mennesker. Det fælles må mane til menneskelighed, åbne pander og ranke rygge. Må indgyde håb i os.

Og så er der lektier for til os allesammen for at bidrage med det bedste vi er til det fælles drev.

Thilde

Så sprang det i øjnene igen- glansbilledet, målet, forestillingen. Idéen om hvad der udgør en særlig form, en særlig konstruktion der kan navngives som noget i alle tider prestigefyldt. En mand. En mor. En chef. En kvinde. Fra mikro til makro gives titler til det billede mennesker ønsker sig at være og leve. Og dygtige kvinder og mænd presser blodtrykket op og selvværdet ned for at udspille alle de funktioner som de mener er knyttet til en særlig titel. En titel der kan synes at afgøre identiteten. Og løber stormløb mod tiden og selvet for at nå en succes, der ikke kan nås. For forestillingen findes ikke. Livet fås ikke i højglans og flødeskum. En del af succesen er ikke at formå. En del af helheden må nødvendigvis have revner for at helheden kan kaldes hel...
Og jagten, den allestedsnærværende, på det rigtige (madjobopdragelseparforholdåndelighedsexualliv) tager fokus fra det nærværende, og tilbage står mennesket i DK 2009 og søger tilflugt i terapi og grænseudvidning. Hvor man på en dårlig dag kan lægge sin ulykke i blød hos en ligeså ulykkelig selvudviklingsudbyder, som kan salve sit flaksende ego ved at tørre det af på en anden. En slags gensidig polering...Altimens også den selvudviklingspraksis bliver en præstation. Og endnu et flueben at sætte på listen over things to do for at fortjene en plads i sit eget liv.
Sikke en travl, travl verden...


Thilde

Vilje, adrenalin og poesi

Hvad er det med det Tour de France...

Jeg må først understrege at jeg ikke ved noget om cykelsport; kender ikke til dens historie, ved ikke hvem der er gode, har ingen kendskab til cykelklubber samt sportsdirektører, kender ingen cykelmærker. Jeg har ikke medlemskab i DCU, bruger ikke cykelhjelm og har selv en top hastighed på anslået 18 km/t.

Hvad jeg ved er dog at jeg for 3 år i træk er grebet, bidt, medrevet, forblændet, imponeret, tankevakt af en tilsyneladende kæmpe medie- og sports-begivenhed.

Tour de France.

Hele turen er jo en usandsynlig distance i sig selv- at udøve noget sportsligt krævende under konditioner som vejr, vind og terræn i denne kaliber er tilsvarende forrykt. Det er umenneskelige præstationer med eller uden rent blod.

Jeg ser et felt af cyklister som kæmper for det de tror på, kæmper for det der giver mening for dem. Jeg ser et felt der bevæger sig som svaleflokken på en broget himmel. En sværm der bevæger sig elastisk på de franske ruter. En fælles rytme der har så meget musikalitet i sig. En fælles vilje, fælles kamp og fælles mening. Uden dette, tror jeg ikke, det kunne lade sig gøre.

Det grænsende uudholdelige; trådet op af bjergene og farten ned igen, er netop det der akkumulerer adrenalin. At se viljen trampe op ad det stejleste stejle og at se mod, teknisk snilde og koldblodighed ned igen- får hårene på armene til at rejse sig mest af alt fordi det er med livet som indsats.

Feltet er en organisme der består af de forskellige hold. De er hierakisk opbygget præcis som alle andre arbejdspladser er flest. Respekten for den tildelte rolle er enorm. Holdet er afhængig af at man forstår sin rolle og at man holder sig til den alene alt andet skaber slinger i valsen. Og dog...
Den individuelle rytters psyke spiller en afgørende rolle. Holdets fælles psyke spiller en afgørende rolle og hele feltets fælles psyke er alt afgørende. Tages der chancer, vurderes det holdet kan, tror man man kan eller kan man. Det gælder som hold og som enkelt rytter.
Dette handler om timing, råstyrke og udholdenhed.

Man kunne fristes til at lave tungt drevet allegorier om Tour de France løbet som et jazzorkester, hvor hvermand har sit instrument der turer frem med en solo hist og pist men holder sig til pulsen konstant. Eller Touren som metafor for livet- med op- og ned-ture på en etape men det er så fantastisk meget mere end dette.
Det er så ekstremt at se hvor nærværende rytterne er hele etapen igennem, hvordan de går i et med deres cykel. Det er så spændende at se de forskellige måder at cykle på; nogle hugger sig afsted på cyklen, nogle danser sig afsted på cyklen, nogle sidder helt i ro.

Sidst men jo slet ikke mindst er der konkurrence elementet. Alle de konkurrencer der er samlet i en konkurrence- det kan være svært at hitte rede i for en nybegynder som jeg- men jeg gør et ihærdigt forsøg. Fascinationen finder jeg først og fremmest i viljen, adrenalinen og poesien som er dækkende for hverdags etape. Men hvor er Ivan B.?

I en vild fantasi gad jeg godt at opleve Tour de France - indefra. Jeg har tænkt. Jeg kan jo umuligt være med på cyklerne- det siger sig selv. Men kunne man blive hende der står i den gule eller rød-prikkede kjole og kindkyssede de sejrende. Eller kunne jeg tage en hurtig uddannelse som massør hvor jeg kunne pladre mandelolie på de brun/hvide benmuskler. Eller kunne jeg være sådan en der sad på bagsædet og rakte kolde drikke videre til sportsdirektøren som rakte dem videre til vandbærerne. Eller kunne jeg blive den der løb efter ekstra lappegrej, hos den lokale, når teknikerne var løbet tør. Eller også bare den der holder øje med når det bobler i baljen med vand, når der skal findes huller i slangen. Eller latterkonsulent for Bjarne Riis. Eller skægtrimmer for B.S. Christiansen.

Hvor om alt er - Tak for Touren, den gør godt i tankerne

Kamilla