lørdag den 27. juni 2009

pan y libertad

Ligesom rigdom kunne defineres som at have nok, kan frihed måske også... Når man ikke vil være andre steder end der hvor man er, når alt er tilstede i et nu eller en hvirvel. Jeg havde nok i dag, gjorde stranden med mine uldtotter i vandet, ville ikke være andre steder, tænke andre tanker, sige andre ord. Det kan også være at det bare hedder nærvær, og i det tilfælde må der være en dialektik mellem at være fri og tilstede. For at mærke friheden i det der konkret er omkring uden at føle sig bundet af det. Bare konsumere det, blive opslugt uden at tage stilling til om det var disse konkrete begivenheder jeg ønskede mig. Altså en frihedsforståelse tappet for egentlig ambition, en slags fordringsløs væren. Ikke en fjern, flyvende meditativ væren, men en aktiv vågen realitetssikker væren.

Thilde

onsdag den 24. juni 2009

En lille sang om frihed

Måske skal frihed forstås som en indre tilstand, kendetegnet ved fraværet af angst for hverken min egen eller andres dom over det følte. Når der er plads til alle de impulser der stryger igennem sindet, når de ikke bliver censureret, underkendt eller forsøgt blokeret af ubehaget ved at de giver sig til kende. Når jeg kan holde mine egne følelser ud, og ikke forsøger at undslippe dem. Alle følelser der optræder gennem hver dag, i alle sammenhænge. Når de kan få lov at flyde igennem uden at forstyrre eller blive forstyrrede.
I dén tankebane er frihed ikke nødvendigvis en tilstand af evindelig glæde, nærmere et spektrum af manifestationer spændt ud fra ulykke til ekstase. Hér kan mennesket møde sig selv, ikke sin modstand, sine regler, andres regler, men sit fine foranderlige selv.

"...korsfæstet revner/
i grønsværen tænderne..."

Thilde

mandag den 22. juni 2009

Svar til folk med røde næser

Kære Charlie Rivel.

Der opstod nogle tekniske problemer så jeg sender dig svar på et nyt oplæg. Jeg IT- Clown....

Livet bølger frem og tilbage - tilstande bølger frem og tilbage. Jeg lever i kontraster og lader tilstandende bo hos mig til de flytter hjemmefra. Jeg nyder dem eller accepterer dem.

Jeg tror ikke på ritualer, bruger dem ikke selv. Jeg tror ikke på en skabelon for kærlighed- der findes ikke en struktur, et skema, een konstruktion. Kærlighedens eksitensgrundlag er dens nærvær og dens fravær og i min erkendelse af dette forhold ser og oplever jeg kærlighed i snart sagt alt- I mit enestående liv.

Er det tankearbejde. Tankearbejde er et spøjst ord... men tankerne er mit brændstof det er her vitaminerne findes. At samtænke ser jeg også som en kærlig korrespondence når man som Thilde beskriver det i et af sine indlæg, taler ud fra samme præmis og ikke nødvendigvis i enighed.

Sluttligt må jeg lige kommentere dit sidste afsnit...I teorien... Jeg tror faktisk at det handler mindst om at kaste sig ud i handlinger for at føle frisathed. Jeg tror mest af alt det handler om bevidsthed omkring ønsket at føle sig fri. Det handler ikke om at være sig selv men at være med sig selv.

Håber du fik svar.

Kærlig Hilsen

Kamilla

søndag den 21. juni 2009

Kærlighedens mange ansigter

Hvorend jeg har kigget hen i dag har kærligheden været involveret. Det har længe stået klart for mig at kærlighedens ledsager er friheden.
Den mest eftertragtede kærlighed er i samspillet med en anden, andre. Tosomheder og fællesskaber er her man opløses i tilstanden af lethed, lys og lyst. Men jeg må nok konstatere at jeg ser mennesker have alt for mange samspilsregler for hvordan kærligheden kan udfolde sig i destilleret form. Kærlighed på en andens eller andres præmis i konsekvent form, er ikke i nærheden af mine erfaringer med kærlighed- medmindre vi taler om forældrekærlighed.
Men men men nærvær eller fravær af kærligheden tager udgangspunkt i selvsamme- derfor konstatere jeg i nat at den er der bare vi fordringsløst tør se alle ansigterne i øjnene.
Den ultimative kærlighed for mig er når jeg nærer kærlighed til mig selv- sætter mit selv fri til blot at være- og dette accepteres.

For første gang i bevidst lang tid oplevede jeg kærlighed til en ting- min blå cykel med tre simple gear, to hjul og een ringeklokke. Jeg trak stolt afsted med den på gader- vi klædte hinanden så godt. Jeg nænner ikke at stille den offentligt af frygt for at miste den til fordel for en som ikke fortjener den og de oplevelser der venter forud på stier og stræder. Det var en af dagens kærligheds vink til mig.
Festen igår, foregik på en madras i en have, i en forstad. Alt hvad jeg så og var i gjorde mig øm. Fødselaren fyldte 40 og havde inviteret mennesker der repræsenterede alle tider i sit liv- at opleve sig fri i forhold til festens ramme og stadig være en del af festen. Se det er en kærlighedsfacet som går lige i hjertet på mig selv.
Jo, idag har kærligheden hele tiden stukket et af sine ansigter frem. I tankerne om gårsdagens fest, på cykelstien, i gården, i Thai home (take away mad), i hjemmet, i vejret, i spejlet, i tv udsendelsen, i natten. Sikke en gave at kunne se den og ikke at skulle jagte den.
At sætte sig fri og blive sat fri for forventninger, dogmer, regler deslige er kærlighedens smukkeste ansigt jeg endnu har set.

Kærlig hilsen
Kamilla

lørdag den 20. juni 2009

mere kendskab

Definitionen af at kende?
Hvis jeg kender mig selv er det så det samme som at vide hvordan jeg vil føle og reagere i en given situation? Er det et kvalificeret gæt baseret på erfaringer? Og hvilke erfaringer? Nogle gange har jeg jo tunnelsyn og ser kun erfaringer der understøtter en bestemt forestillingsrække, uagtet at der er tusindvis af andre erfaringer, som måske peger i andre retninger. Hvilket lager henter jeg dem fra? Fra det kropslige, ikke-sproglige. Fra det tænkte, analyserende. Fra det talte, gættende. Fra et sted jeg måske ikke engang har lagt mærke til er der. Fra fornemmelser og intuitioner. Fra det følte.
Uanset hvor jeg leder, er det erfaringer som er passeret og gledet igennem, nogle har sat sig i den ordlige bevidsthed, andre ikke. Det springende punkt er vist hvilke strømninger jeg sætter min tillid til. Om jeg sætter min tillid til dem. Om jeg lever dem, navngiver og eksponerer dem.

Måske er definitionen på kendskab at stole på det der dukker op fra indersiden, som nogle gange arbejder modsatrettet, og leve med modsætningen. Ikke nødvendigvis en følelsesmæssig modsætning, men også modsætningen mellem det jeg føler og det jeg tænker ( om mit kendskab til mig selv eksempelvis ) have tilllid til at det er sandt. Stole på at modsætningen vil fortælle mig noget, vise mig nye veje. Stole på det følte uden nødvendigvis at ty til forklaringsmodeller skåret over skabeloner fra en anden tid.
Og kendskabet til et andet menneske må bero på samme tilllid. Til at vedkommende viser sig frem i stemninger, ærligheder.

Clark Ken(d)t,
AKA Thilde,
lørdag morgen i Solskin

torsdag den 18. juni 2009

Kende hvem?

Kan man egentlig kende et andet menneske? Kan man kende sig selv? I denne her udviklingsorienterede tid vi lever i er det som om at det at kende sig selv er målet. Men hvordan kan man kende sig selv og stadig være plastisk og foranderlig. Det jeg kender til at kende mig selv er nærmere et kendskab til historierne om mig selv, erfaringerne, idéerne. Men det kan sgu da ikke gøre fyldest? Måske er det ordgejl, men det forekommer mig langt mere interessant at registrere mig selv, sortere i stemninger, tanker og følelser i et nu, end at tro jeg kender mig selv og vide hvordan jeg er. For så er der jo lukket. Lukket for den helt vidunderlige følelse af at være ny og anderledes end sidst.

Thilde Træt Torsdag

søndag den 7. juni 2009

Samtaler med og uden næringsværdi

For at hente næring og overhovedet at etablere et møde i en samtale, er der en fælles præmis der må være i overensstemmelse. Taler vi sammen for at slå stilheden ned, for at udveksle anekdoter, for at lade tankerne flyve, for at udforske? Går jeg ind i en samtale for at stå frem og bruge ordene til at vise hvem jeg er eller til at skjule hvem jeg er.
Hvis overenskomsten er på plads, og det er som oftest jo ikke en en ordlig overenskomst, så kan der leges og og begge parter kan føle sig tilpasse i det talte. Hvis overenskomsten ikke er på plads, og det kan ske at det er umuligt at finde fælles fodfæste uanset fleksibilitet og pædagogik, går jeg fra samtalen udmattet...

Den fælles præmis, overenskomsten, forstår jeg ikke som enighed eller fælles interesser i konkret form. Jeg henter vitaminerne dér, hvor jeg sammen med et andet menneske kan finde vej til det der rører os begge, og den vej kan godt gå gennem emner, som ikke kan få mit hjerte til at slå hurtigere. Det er når jeg mærker min egen livslyst ( eller ulyst for den sags skyld. Bare der er en følelse et sted) blive aktiveret gennem en andens passion og vice versa, når følelsen under konkretet bliver foldet ud. Det er dér det hele skinner. Det er dér jeg føler mig til stede og i stand til at knytte an til et andet menneske, omend tilknytningen kun konkret finder sted i den tid vi taler sammen. For vi var der begge to.

Thilde
En enkel tanke til Torvet...

Hvad der gør en samtale kedsommelig er først og fremmest at der ikke anspores til at stille spørgsmål...enten i forlængelse af identifikation eller i distinktion. I dette spændingsfelt får samtalen ben at gå på - ligheder og uligheder er vitaminer til samtalens eget liv.
Jeg har i aften studset over et samtale forsøg udfra noget læst- ikke noget levet og slet ikke udfra den selvstændige tankes udgangspunkt.

Kamilla