Samtaler med og uden næringsværdi

For at hente næring og overhovedet at etablere et møde i en samtale, er der en fælles præmis der må være i overensstemmelse. Taler vi sammen for at slå stilheden ned, for at udveksle anekdoter, for at lade tankerne flyve, for at udforske? Går jeg ind i en samtale for at stå frem og bruge ordene til at vise hvem jeg er eller til at skjule hvem jeg er.
Hvis overenskomsten er på plads, og det er som oftest jo ikke en en ordlig overenskomst, så kan der leges og og begge parter kan føle sig tilpasse i det talte. Hvis overenskomsten ikke er på plads, og det kan ske at det er umuligt at finde fælles fodfæste uanset fleksibilitet og pædagogik, går jeg fra samtalen udmattet...

Den fælles præmis, overenskomsten, forstår jeg ikke som enighed eller fælles interesser i konkret form. Jeg henter vitaminerne dér, hvor jeg sammen med et andet menneske kan finde vej til det der rører os begge, og den vej kan godt gå gennem emner, som ikke kan få mit hjerte til at slå hurtigere. Det er når jeg mærker min egen livslyst ( eller ulyst for den sags skyld. Bare der er en følelse et sted) blive aktiveret gennem en andens passion og vice versa, når følelsen under konkretet bliver foldet ud. Det er dér det hele skinner. Det er dér jeg føler mig til stede og i stand til at knytte an til et andet menneske, omend tilknytningen kun konkret finder sted i den tid vi taler sammen. For vi var der begge to.

Thilde