Hvorend jeg har kigget hen i dag har kærligheden været involveret. Det har længe stået klart for mig at kærlighedens ledsager er friheden.
Den mest eftertragtede kærlighed er i samspillet med en anden, andre. Tosomheder og fællesskaber er her man opløses i tilstanden af lethed, lys og lyst. Men jeg må nok konstatere at jeg ser mennesker have alt for mange samspilsregler for hvordan kærligheden kan udfolde sig i destilleret form. Kærlighed på en andens eller andres præmis i konsekvent form, er ikke i nærheden af mine erfaringer med kærlighed- medmindre vi taler om forældrekærlighed.
Men men men nærvær eller fravær af kærligheden tager udgangspunkt i selvsamme- derfor konstatere jeg i nat at den er der bare vi fordringsløst tør se alle ansigterne i øjnene.
Den ultimative kærlighed for mig er når jeg nærer kærlighed til mig selv- sætter mit selv fri til blot at være- og dette accepteres.
For første gang i bevidst lang tid oplevede jeg kærlighed til en ting- min blå cykel med tre simple gear, to hjul og een ringeklokke. Jeg trak stolt afsted med den på gader- vi klædte hinanden så godt. Jeg nænner ikke at stille den offentligt af frygt for at miste den til fordel for en som ikke fortjener den og de oplevelser der venter forud på stier og stræder. Det var en af dagens kærligheds vink til mig.
Festen igår, foregik på en madras i en have, i en forstad. Alt hvad jeg så og var i gjorde mig øm. Fødselaren fyldte 40 og havde inviteret mennesker der repræsenterede alle tider i sit liv- at opleve sig fri i forhold til festens ramme og stadig være en del af festen. Se det er en kærlighedsfacet som går lige i hjertet på mig selv.
Jo, idag har kærligheden hele tiden stukket et af sine ansigter frem. I tankerne om gårsdagens fest, på cykelstien, i gården, i Thai home (take away mad), i hjemmet, i vejret, i spejlet, i tv udsendelsen, i natten. Sikke en gave at kunne se den og ikke at skulle jagte den.
At sætte sig fri og blive sat fri for forventninger, dogmer, regler deslige er kærlighedens smukkeste ansigt jeg endnu har set.
Kærlig hilsen
Kamilla
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Kamilla.En smuk beskrivelse af en lang og varm dag med dig selv i midten.Det er ikke svært at se dig cykle næsten svævende gennem byen,væg til væg smil,navigerende din tro stålhest derudaf.Man kan næsten også høre bægerklang,og discofile rytmer.Kærligheden kommer indefra kan vi godt blive enig om,når det bobler indvendigt så bliver cyklen,morgenritualet,tossen på bænken,en kop vand,you name it, fyldt med den kærlighed du har så meget af,og det springer frem og tilbage,og det sætter en fri.Hvordan kan du pleje kærligheden til dig selv,så den frie fornemmelse forlænges og udbygges,udover at leve livet som du prædiker,eller sagt på en anden måde, er det noget du efterlever på daglig basis, eller er det en af de sjældnere oplevelser du har beskrevet.Er vægtskålen solidt forankret på den rigtige side,eller bølger det frem og tilbage?.Er det tankearbejde der starter om morgenen?.Er du i kontrol med,og over dine tanker så de konsekvent siger fri,eller kommer friheden rullende dejligt pludseligt i stride strømme uden du ved hvor den kom fra?.I teorien er det jo nemt at leve det liv, hvor man sætter sig fri for andres forventninger etc, det er bare at gøre det.Når det kommer til kærligheden og fornemmelsen af at man bare skal være sig selv,så er kærligheden der, er det knap så simpelt,men at opleve det er fantastisk.
SvarSletkærlig hilsen Charlie Rivel
Måske vil jeg koge det ned til et spørgsmål.
SvarSletEr alle dine dage sådan, og hvis ikke-hvorfor ikke? C.R