Lyden af sne på Værnedamsvej

Jeg tænker på Værnedamsvej hvor snefnug eksploderer på regnvåde stier.
De urolige nætter summer stadig i tindingen og stabler godhed.
Jeg vækkes i afstanden mellem Alt og Intet.
Drømmer mig hjem i kærlighedens navn.

Hvor sammensmeltning af liv og jord sker i et størrelsesforhold vi ikke begriber. Naturen overhaler altid indenom i alle perspektiver. For tanker baskes væk af naturens kræfter i Kærlighedens navn.

Konstruktioner af liv forfalder, i uvished til intet, til tomhed og har intet med sig selv at gøre. Det er efterhånden livsentreprenørerne som er den største og sværeste forudsætning for dette samtidsbillede. Der bliver spekuleret for meget rundt omkring. Vi kommer alle af det samme hvorfor en simpel lignings facit må være; vores fælles ønske er ensartet.

Vi vil bare kærlighed det er den eneste sandhed for mig.

Lad kontrakterne med livsentreprisen smuldre. Red de potente rester og lev i Kærlighedens navne. For Kærligheden vil opleves intenst, nært, ren og ægte i forholdet til andre mennesker hvor du er fri. Fri af forventninger, planer, reglementer, definitioner, konstruktioner, dogmer.

Snefnug har lagt sig stille til rette på Værnedamsvej.

Kamilla

Forandringer

I disse altoverskyggende klimaforandringstider.
I løbet af ugen har jeg passeret kunstværker på gader og stræder i indre København. Kunstværker der vækker lige netop det som er udgangspunktet tankerne. Jeg frydes over de mange stemmer værkerne har og allermest over dem som taler til legen og øjet. Jeg vil langt hellere slå på tromme for mere kunst på torve og pladser. Her vækkes så meget glæde til folket.

Der er så mange paradokser i dette klima ramasjang og alt omkring dette. Pardokser som selv småbørn kan ræssonere sig frem til. Men mest af alt strander jeg på tanken om forandring. Forandring som et vilkår i livet og samtidig som en opgjort prydshandling til dette energi- og overskuds-levned. Der ændres job, branche, civilstatus, boliglån, teleselskab, hårde hvide varer, tilbygninger, hårfarve, kroppe, ect. ect. Mit spørgsmål er bare om Danmark.Dk prioriterer fornuftigt?
For mig at se er forandringer knyttet til frygt. De eksistensvilkårlige forandringer vækker angsten for noget som slutter. Årstiderne repræsenterer ikke mere det vi har en forventning om; påskeliljer i januar og ikke i april, sne i december men ikke i slutningen af april, bare tæer og solskoldning i juli men ikke i april. Vi ønsker tilsyneladende at holde stram justits med forandringer i vores liv hvem ved måske for at forsøge os med at styre angsten, styre hvornår noget slutter. Det ligger uden for vores evner at styre hvornår det mest essentielle starter og slutter. Livet og Kærligheden. Vi har bare at glæde os over grundvilkåret og handle udfra dette som start præmis.
Angsten og frygten er denne tids utilpassede dreng/pige i klassen. Skulle man se sådan på to af tonerne i følelsesregisteret forstår jeg det som sundhedsskadeligt at overfladebehandle sig selv med ligegyldige forandringsprocesser. Samtidig er angsten er blevet vor tids fornemmeste pengemaskine. Sådan ser det ud set med mine øjne.

Brug den sunde fornuft, det er derfor vi har fået den. Det er derfor vi har begrebet. Ingen kan komme uden om forandringsprocesser. Tilgengæld bør udgangspunktet være glæde. Se angsten/frygten i øjnene bær den, oplev den og lad den passerer lige som resten af følelsespaletten har krav på og gør. Vi kan ikke forandre grundpræmissen når noget slutter starter noget nyt. Lad os ikke handle i frygt men i glæde.

Kamilla

mennesker og bæster

bliver sgu så forstemt over den måde stemmer i samfundet farer frem for at håndtere individers ugerninger...
Hvis vi antager at det enkelte mennesker rummer spændet fra dyb ondskab, hævngerrighed til grænseløs kærlighed og medfølelse, så må de ugerninger der udspiller sig i alle tider og alle former komme fra det laveste sted i det enkelte menneske.
Men samfundet, vores fælles ramme, vores fælles forståelse må aldrig handle fra samme vibration. Når presse, politik, lovgivning og lader sig drive af angst og hævntørst smitter det alle mennesker i samfundet og nærer de mindst vitaminrige punkter. Og genererer trangen i den enkelte til at udråbe andre mennesker som umennesker.
Vores fælles stemme og samlingspunkt må være menneskelighedens stemme, som aldrig vil devaluere et menneske til et bæst. For hvor går kanten? Hvad skal et menneske præstere af uhensigtsmæssigheder for at rangere som et udyr som ikke fortjener velvilje fra nogen?
Hvad sker der med et menneske når han vedtager at et andet menneske ikke er et menneske, og derfor kan bydes vold, krænkelse, eksklusion? Han mister sin egen menneskelighed. Han mister sin egen sans for at et menneske er et menneske er et menneske. I den sanseløshed kan alt lade sig gøre, og på begge sider af loven kan stor og lille, synlig og usynlig vold udspille sig. Og vi kan varme os ved vores egen angst og retfærdige harme, mens vi driver vores liv som magtesløse nedad.
Dét fælles, vi i vores forstad til verden kalder samfundet, må samles og drives af summen af det smukkeste, mest håbefulde i mennesker. Det fælles må mane til menneskelighed, åbne pander og ranke rygge. Må indgyde håb i os.

Og så er der lektier for til os allesammen for at bidrage med det bedste vi er til det fælles drev.

Thilde

Så sprang det i øjnene igen- glansbilledet, målet, forestillingen. Idéen om hvad der udgør en særlig form, en særlig konstruktion der kan navngives som noget i alle tider prestigefyldt. En mand. En mor. En chef. En kvinde. Fra mikro til makro gives titler til det billede mennesker ønsker sig at være og leve. Og dygtige kvinder og mænd presser blodtrykket op og selvværdet ned for at udspille alle de funktioner som de mener er knyttet til en særlig titel. En titel der kan synes at afgøre identiteten. Og løber stormløb mod tiden og selvet for at nå en succes, der ikke kan nås. For forestillingen findes ikke. Livet fås ikke i højglans og flødeskum. En del af succesen er ikke at formå. En del af helheden må nødvendigvis have revner for at helheden kan kaldes hel...
Og jagten, den allestedsnærværende, på det rigtige (madjobopdragelseparforholdåndelighedsexualliv) tager fokus fra det nærværende, og tilbage står mennesket i DK 2009 og søger tilflugt i terapi og grænseudvidning. Hvor man på en dårlig dag kan lægge sin ulykke i blød hos en ligeså ulykkelig selvudviklingsudbyder, som kan salve sit flaksende ego ved at tørre det af på en anden. En slags gensidig polering...Altimens også den selvudviklingspraksis bliver en præstation. Og endnu et flueben at sætte på listen over things to do for at fortjene en plads i sit eget liv.
Sikke en travl, travl verden...


Thilde

Vilje, adrenalin og poesi

Hvad er det med det Tour de France...

Jeg må først understrege at jeg ikke ved noget om cykelsport; kender ikke til dens historie, ved ikke hvem der er gode, har ingen kendskab til cykelklubber samt sportsdirektører, kender ingen cykelmærker. Jeg har ikke medlemskab i DCU, bruger ikke cykelhjelm og har selv en top hastighed på anslået 18 km/t.

Hvad jeg ved er dog at jeg for 3 år i træk er grebet, bidt, medrevet, forblændet, imponeret, tankevakt af en tilsyneladende kæmpe medie- og sports-begivenhed.

Tour de France.

Hele turen er jo en usandsynlig distance i sig selv- at udøve noget sportsligt krævende under konditioner som vejr, vind og terræn i denne kaliber er tilsvarende forrykt. Det er umenneskelige præstationer med eller uden rent blod.

Jeg ser et felt af cyklister som kæmper for det de tror på, kæmper for det der giver mening for dem. Jeg ser et felt der bevæger sig som svaleflokken på en broget himmel. En sværm der bevæger sig elastisk på de franske ruter. En fælles rytme der har så meget musikalitet i sig. En fælles vilje, fælles kamp og fælles mening. Uden dette, tror jeg ikke, det kunne lade sig gøre.

Det grænsende uudholdelige; trådet op af bjergene og farten ned igen, er netop det der akkumulerer adrenalin. At se viljen trampe op ad det stejleste stejle og at se mod, teknisk snilde og koldblodighed ned igen- får hårene på armene til at rejse sig mest af alt fordi det er med livet som indsats.

Feltet er en organisme der består af de forskellige hold. De er hierakisk opbygget præcis som alle andre arbejdspladser er flest. Respekten for den tildelte rolle er enorm. Holdet er afhængig af at man forstår sin rolle og at man holder sig til den alene alt andet skaber slinger i valsen. Og dog...
Den individuelle rytters psyke spiller en afgørende rolle. Holdets fælles psyke spiller en afgørende rolle og hele feltets fælles psyke er alt afgørende. Tages der chancer, vurderes det holdet kan, tror man man kan eller kan man. Det gælder som hold og som enkelt rytter.
Dette handler om timing, råstyrke og udholdenhed.

Man kunne fristes til at lave tungt drevet allegorier om Tour de France løbet som et jazzorkester, hvor hvermand har sit instrument der turer frem med en solo hist og pist men holder sig til pulsen konstant. Eller Touren som metafor for livet- med op- og ned-ture på en etape men det er så fantastisk meget mere end dette.
Det er så ekstremt at se hvor nærværende rytterne er hele etapen igennem, hvordan de går i et med deres cykel. Det er så spændende at se de forskellige måder at cykle på; nogle hugger sig afsted på cyklen, nogle danser sig afsted på cyklen, nogle sidder helt i ro.

Sidst men jo slet ikke mindst er der konkurrence elementet. Alle de konkurrencer der er samlet i en konkurrence- det kan være svært at hitte rede i for en nybegynder som jeg- men jeg gør et ihærdigt forsøg. Fascinationen finder jeg først og fremmest i viljen, adrenalinen og poesien som er dækkende for hverdags etape. Men hvor er Ivan B.?

I en vild fantasi gad jeg godt at opleve Tour de France - indefra. Jeg har tænkt. Jeg kan jo umuligt være med på cyklerne- det siger sig selv. Men kunne man blive hende der står i den gule eller rød-prikkede kjole og kindkyssede de sejrende. Eller kunne jeg tage en hurtig uddannelse som massør hvor jeg kunne pladre mandelolie på de brun/hvide benmuskler. Eller kunne jeg være sådan en der sad på bagsædet og rakte kolde drikke videre til sportsdirektøren som rakte dem videre til vandbærerne. Eller kunne jeg blive den der løb efter ekstra lappegrej, hos den lokale, når teknikerne var løbet tør. Eller også bare den der holder øje med når det bobler i baljen med vand, når der skal findes huller i slangen. Eller latterkonsulent for Bjarne Riis. Eller skægtrimmer for B.S. Christiansen.

Hvor om alt er - Tak for Touren, den gør godt i tankerne

Kamilla

Tilstande and all that jazz

Tager man luften fra en tilstand når den forsøges defineret? Selve ambitionen om at opnå en tilstand eller metatilgangen, hvor der vurderes, kræver jo at man ikke er i tilstanden men i tanken om tilstanden.
Er netop vendt hjem fra et forum hvor mange mennesker kom for at finde svar og måske endda lykke, og det der syntes mig mest fremtrædende, var den sult de udåndede... sult efter at blive rørt og set og finde vej. Måske blev de mætte, måske blev de bare mere sultne og ivrige efter at udføre bestemte handlinger, og herigennem at tilføre et nyt parameter at måle sig selv og omverdenen på. Sult efter at indrette omgivelserne på en måde så de tomme pladser på indersiden ikke synes så tydelige. Og så er målet jo på ingen måde nået, så er kampen jo endeløs for at møblere verden således at man ikke støder ind i sine egne sorte huller. Så er arbejdet udenfor og ikke indenfor, og sulten kan vokse, for verden har det jo med at fungere udenfor det enkelte menneskes kontrol.
Og de var der ikke, de mennesker. De var ikke tilstede og ikke fri og ikke i kærlighed. De var i krampe, ukærlig krampe, spundet ind i idéer om hvordan livet bør udfolde sig. Egentlig en underlig dobbelthed, hvor mennesket lukker sig inde i sin gruppering med nogle der har samme ambitioner, og i forsøget på at åbne sig mod andre istedet lukker sig om sig selv og nogle vedtagne konventioner.
Og så blev frihedskampen til frihedskrampen...


Thilde
med sorte huller og hvide pletter

pan y libertad

Ligesom rigdom kunne defineres som at have nok, kan frihed måske også... Når man ikke vil være andre steder end der hvor man er, når alt er tilstede i et nu eller en hvirvel. Jeg havde nok i dag, gjorde stranden med mine uldtotter i vandet, ville ikke være andre steder, tænke andre tanker, sige andre ord. Det kan også være at det bare hedder nærvær, og i det tilfælde må der være en dialektik mellem at være fri og tilstede. For at mærke friheden i det der konkret er omkring uden at føle sig bundet af det. Bare konsumere det, blive opslugt uden at tage stilling til om det var disse konkrete begivenheder jeg ønskede mig. Altså en frihedsforståelse tappet for egentlig ambition, en slags fordringsløs væren. Ikke en fjern, flyvende meditativ væren, men en aktiv vågen realitetssikker væren.

Thilde

En lille sang om frihed

Måske skal frihed forstås som en indre tilstand, kendetegnet ved fraværet af angst for hverken min egen eller andres dom over det følte. Når der er plads til alle de impulser der stryger igennem sindet, når de ikke bliver censureret, underkendt eller forsøgt blokeret af ubehaget ved at de giver sig til kende. Når jeg kan holde mine egne følelser ud, og ikke forsøger at undslippe dem. Alle følelser der optræder gennem hver dag, i alle sammenhænge. Når de kan få lov at flyde igennem uden at forstyrre eller blive forstyrrede.
I dén tankebane er frihed ikke nødvendigvis en tilstand af evindelig glæde, nærmere et spektrum af manifestationer spændt ud fra ulykke til ekstase. Hér kan mennesket møde sig selv, ikke sin modstand, sine regler, andres regler, men sit fine foranderlige selv.

"...korsfæstet revner/
i grønsværen tænderne..."

Thilde

Svar til folk med røde næser

Kære Charlie Rivel.

Der opstod nogle tekniske problemer så jeg sender dig svar på et nyt oplæg. Jeg IT- Clown....

Livet bølger frem og tilbage - tilstande bølger frem og tilbage. Jeg lever i kontraster og lader tilstandende bo hos mig til de flytter hjemmefra. Jeg nyder dem eller accepterer dem.

Jeg tror ikke på ritualer, bruger dem ikke selv. Jeg tror ikke på en skabelon for kærlighed- der findes ikke en struktur, et skema, een konstruktion. Kærlighedens eksitensgrundlag er dens nærvær og dens fravær og i min erkendelse af dette forhold ser og oplever jeg kærlighed i snart sagt alt- I mit enestående liv.

Er det tankearbejde. Tankearbejde er et spøjst ord... men tankerne er mit brændstof det er her vitaminerne findes. At samtænke ser jeg også som en kærlig korrespondence når man som Thilde beskriver det i et af sine indlæg, taler ud fra samme præmis og ikke nødvendigvis i enighed.

Sluttligt må jeg lige kommentere dit sidste afsnit...I teorien... Jeg tror faktisk at det handler mindst om at kaste sig ud i handlinger for at føle frisathed. Jeg tror mest af alt det handler om bevidsthed omkring ønsket at føle sig fri. Det handler ikke om at være sig selv men at være med sig selv.

Håber du fik svar.

Kærlig Hilsen

Kamilla

Kærlighedens mange ansigter

Hvorend jeg har kigget hen i dag har kærligheden været involveret. Det har længe stået klart for mig at kærlighedens ledsager er friheden.
Den mest eftertragtede kærlighed er i samspillet med en anden, andre. Tosomheder og fællesskaber er her man opløses i tilstanden af lethed, lys og lyst. Men jeg må nok konstatere at jeg ser mennesker have alt for mange samspilsregler for hvordan kærligheden kan udfolde sig i destilleret form. Kærlighed på en andens eller andres præmis i konsekvent form, er ikke i nærheden af mine erfaringer med kærlighed- medmindre vi taler om forældrekærlighed.
Men men men nærvær eller fravær af kærligheden tager udgangspunkt i selvsamme- derfor konstatere jeg i nat at den er der bare vi fordringsløst tør se alle ansigterne i øjnene.
Den ultimative kærlighed for mig er når jeg nærer kærlighed til mig selv- sætter mit selv fri til blot at være- og dette accepteres.

For første gang i bevidst lang tid oplevede jeg kærlighed til en ting- min blå cykel med tre simple gear, to hjul og een ringeklokke. Jeg trak stolt afsted med den på gader- vi klædte hinanden så godt. Jeg nænner ikke at stille den offentligt af frygt for at miste den til fordel for en som ikke fortjener den og de oplevelser der venter forud på stier og stræder. Det var en af dagens kærligheds vink til mig.
Festen igår, foregik på en madras i en have, i en forstad. Alt hvad jeg så og var i gjorde mig øm. Fødselaren fyldte 40 og havde inviteret mennesker der repræsenterede alle tider i sit liv- at opleve sig fri i forhold til festens ramme og stadig være en del af festen. Se det er en kærlighedsfacet som går lige i hjertet på mig selv.
Jo, idag har kærligheden hele tiden stukket et af sine ansigter frem. I tankerne om gårsdagens fest, på cykelstien, i gården, i Thai home (take away mad), i hjemmet, i vejret, i spejlet, i tv udsendelsen, i natten. Sikke en gave at kunne se den og ikke at skulle jagte den.
At sætte sig fri og blive sat fri for forventninger, dogmer, regler deslige er kærlighedens smukkeste ansigt jeg endnu har set.

Kærlig hilsen
Kamilla

mere kendskab

Definitionen af at kende?
Hvis jeg kender mig selv er det så det samme som at vide hvordan jeg vil føle og reagere i en given situation? Er det et kvalificeret gæt baseret på erfaringer? Og hvilke erfaringer? Nogle gange har jeg jo tunnelsyn og ser kun erfaringer der understøtter en bestemt forestillingsrække, uagtet at der er tusindvis af andre erfaringer, som måske peger i andre retninger. Hvilket lager henter jeg dem fra? Fra det kropslige, ikke-sproglige. Fra det tænkte, analyserende. Fra det talte, gættende. Fra et sted jeg måske ikke engang har lagt mærke til er der. Fra fornemmelser og intuitioner. Fra det følte.
Uanset hvor jeg leder, er det erfaringer som er passeret og gledet igennem, nogle har sat sig i den ordlige bevidsthed, andre ikke. Det springende punkt er vist hvilke strømninger jeg sætter min tillid til. Om jeg sætter min tillid til dem. Om jeg lever dem, navngiver og eksponerer dem.

Måske er definitionen på kendskab at stole på det der dukker op fra indersiden, som nogle gange arbejder modsatrettet, og leve med modsætningen. Ikke nødvendigvis en følelsesmæssig modsætning, men også modsætningen mellem det jeg føler og det jeg tænker ( om mit kendskab til mig selv eksempelvis ) have tilllid til at det er sandt. Stole på at modsætningen vil fortælle mig noget, vise mig nye veje. Stole på det følte uden nødvendigvis at ty til forklaringsmodeller skåret over skabeloner fra en anden tid.
Og kendskabet til et andet menneske må bero på samme tilllid. Til at vedkommende viser sig frem i stemninger, ærligheder.

Clark Ken(d)t,
AKA Thilde,
lørdag morgen i Solskin

Kende hvem?

Kan man egentlig kende et andet menneske? Kan man kende sig selv? I denne her udviklingsorienterede tid vi lever i er det som om at det at kende sig selv er målet. Men hvordan kan man kende sig selv og stadig være plastisk og foranderlig. Det jeg kender til at kende mig selv er nærmere et kendskab til historierne om mig selv, erfaringerne, idéerne. Men det kan sgu da ikke gøre fyldest? Måske er det ordgejl, men det forekommer mig langt mere interessant at registrere mig selv, sortere i stemninger, tanker og følelser i et nu, end at tro jeg kender mig selv og vide hvordan jeg er. For så er der jo lukket. Lukket for den helt vidunderlige følelse af at være ny og anderledes end sidst.

Thilde Træt Torsdag

Samtaler med og uden næringsværdi

For at hente næring og overhovedet at etablere et møde i en samtale, er der en fælles præmis der må være i overensstemmelse. Taler vi sammen for at slå stilheden ned, for at udveksle anekdoter, for at lade tankerne flyve, for at udforske? Går jeg ind i en samtale for at stå frem og bruge ordene til at vise hvem jeg er eller til at skjule hvem jeg er.
Hvis overenskomsten er på plads, og det er som oftest jo ikke en en ordlig overenskomst, så kan der leges og og begge parter kan føle sig tilpasse i det talte. Hvis overenskomsten ikke er på plads, og det kan ske at det er umuligt at finde fælles fodfæste uanset fleksibilitet og pædagogik, går jeg fra samtalen udmattet...

Den fælles præmis, overenskomsten, forstår jeg ikke som enighed eller fælles interesser i konkret form. Jeg henter vitaminerne dér, hvor jeg sammen med et andet menneske kan finde vej til det der rører os begge, og den vej kan godt gå gennem emner, som ikke kan få mit hjerte til at slå hurtigere. Det er når jeg mærker min egen livslyst ( eller ulyst for den sags skyld. Bare der er en følelse et sted) blive aktiveret gennem en andens passion og vice versa, når følelsen under konkretet bliver foldet ud. Det er dér det hele skinner. Det er dér jeg føler mig til stede og i stand til at knytte an til et andet menneske, omend tilknytningen kun konkret finder sted i den tid vi taler sammen. For vi var der begge to.

Thilde

En enkel tanke til Torvet...

Hvad der gør en samtale kedsommelig er først og fremmest at der ikke anspores til at stille spørgsmål...enten i forlængelse af identifikation eller i distinktion. I dette spændingsfelt får samtalen ben at gå på - ligheder og uligheder er vitaminer til samtalens eget liv.
Jeg har i aften studset over et samtale forsøg udfra noget læst- ikke noget levet og slet ikke udfra den selvstændige tankes udgangspunkt.

Kamilla